Opskrifter

Ro – pakket ind i gult

Lige nu er alt næsten sprunget ud. Birkealléen er svag lysegrøn på jagt efter mere sol, og rapsmarkerne pakker bondegården ind, og får den til at ligne et lille hvidt frimærke, midt i alt det gule. Det mærkes indeni, hvordan lyset, ud på de sene aftentimer, får dagene til at føles meget længere. Man glemmer helt, hvor mørk vinteren var… Alt pibler frem, fuglene synger (tidligt om morgenen), dyrene i haven går parvis, og græsset er på vej i retning af himlen! Åhhhh Forår 🙂

010515.1

Det var maj, lummert i vejret, fuld sol og den aller første gang vi kørte ned af den lange allé. Vejen var hullet, og det støvede godt. Synet af de gule folde, der mødte os, var overvældende. Dér stod bondegården, som en tidslomme fra en gammel Morten Korch film. De kalkede vægge var afskallede, og det så ud som om, at tiden var gået i stå. Stilheden var enorm (hvis altså man skal forsøge at beskrive den…) Der var ikke en lyd udover kornet, der hvislede svagt. På en måde var det skræmmende at kunne forelske sig så hurtigt, og så oven i købet i noget så fremmet som en bondegård! Men følelsen og hjertebanken var ikke til at modstå. Det var som om alle sanser var tilstede, klar til at se, dufte, mærke, smage og lytte. Her lagde jeg (vi) os i græsset, og kiggede op på den blå himmel – og besluttede os for at blive…

Først efter at have boet her et stykke tid, gik det for alvor op for mig, at grunden stort set kun var dækket af græs (shit). Hold nu fast – 15.000 m2 græs. Jeg altid været en af de typer, der ligesom opvask i hånden (uden maskine) synes, at græsslåning var noget være LORT og spild af kostbar tid. En ligegyldig beskæftigelse, som bare skal gentages og overstås (alt for ofte). Og præcis den holdning, glemte jeg, da jeg forelskede mig i bondegåden og den store have.

Her tre år efter er valget af (de uundværlige) ”ansattes” daglige vedligeholdelsesopgaver på gården helt tydelige! Jeg takker mine tre heste for, at de tager sig grundigt af opgaven, de kommer i alle hjørner og kanter, de aflønnes med frisk vand, omsorg og ture ud i det blå. Og så får de også lov at spise alle de mælkebøtteblomster, de vil – ligesom vi gør… Ja, vi spiser også mælkebøtterne, vi bruger dem i vores mad.

Grunden til, at vi hver år har så mange mælkebøtter, er, at de formerer sig selv. Mælkebøtten er en blomst, der ikke bestøves, den bevares ufortyndet fra generation til generation, da den er opstået ved mutation (kilde: videnskab.dk). I Danmark har vi faktisk omkring 400 arter af mælkebøtter, ikke noget man lige tænker over, når man kun lægger mærke til de gule, og dem man puster til, som flyver væk med vinden, så er der altså også 398 andre.

010515.2

Mælkebøtter er sunde. Igennem mange hundrede år har man brugt mælkebøtten som lægemiddel til vanddrivende middel, behandling af gulsot med mælkebøttesaft, saften på vorter og fregner, for at få dem til at forsvinde, og rødderne fra mælkebøtte blev brugt mod nyrelidelser, diarré og sure opstød. (kilde: dr.dk) Du kan lave te, salat, sirup, frikadeller eller kryddersnaps med mælkebøtter. Mælkebøtterne er bedst om foråret. Du kan dog plukke mælkebøtter hele sommeren, hvis blot du vælger de friske og ny udsprungne.

 

Frikadeller med mælkebøtte

500 g flæskefars
2 æg
3 spsk. pofiber (du kan bruge mel eller havregryn)
2 rødløg
masser af salt og peber
1 tsk. tørret chili
2 spsk. smør (rigtig smør)
20 udsprungne mælkebøtteblomster (hovedet)

Bland fars, æg, pofiber, de hakkede rødløg, krydderier og det gule fra mælkebøtteblomsten (pil det gule af blomsten) sammen i en skål. Lad det herefter hvile i 10 min. Smelt smørret på panden, og når det er brunet, form frikadellerne og steg dem, til de er færdige (ikke for bløde og ikke for hårde. I dag blev dellerne serveret med en salat: sorte linser, edamamme-bønner, tørret chili og flere mælkebøtteblomster.

Velbekomme og rigtig god weekend til jer alle.

Bedste hilsner Stine 😉

Forrige indlæg Næste indlæg

Du vil muligvis også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar